Gå til hovedindhold

Eventdag om animationer af naturens fænomener

44 elever fra 6. klassetrin fra Sorø Privatskole har netop været til eventdag hos Science Talenter med temaet 'hvorfor kan en raket flyve?'. Her har de lært de om, hvordan en raket letter, de har bygget og affyret luftraketter, lavet storyboard og designet animationsfilm.  

Eventdagen er den seneste i en række - i løbet af de sidste par måneder har Science Talenter haft besøg af tre skoler fra Sorø Kommune; Sorø Borgerskole, Stenlille Skole og Sorø Privatskole. Eventdagene er en del af projektet 'Animationer af naturens Fænomener', som arbejder med animationer som læringsmiddel til at øge børn og unges interesse og forståelse for naturen og naturfaglige emner.

"Nu har vi syv minutter til at sætte lyd til," siger én af 6. klasseeleverne til resten af gruppen.

Der bliver arbejdet koncentreret med at lægge sidste hånd på de små animationsfilm, som eleverne om lidt skal vise for hinanden. Spændingen er stor, da dagens arbejde skal vises i auditoriet. Eleverne er tydeligt stolte af deres film og klapper begejstret af hinanden. 

"Jeg har lært en masse om rummet og raketter, og det var vildt fedt at arbejde med at animere," fortæller Karl Bruce fra 6.x. 

"Der var meget ny viden om tyngdekraft og kredsløb, det var vildt spændende. Og det med at animere er sjovt - det kan vi jo også bruge i andre fag," supplerer Magne Berggreen fra 6.x. 

I projektet undersøges de særlige styrker ved animationer som læringsmiddel til at øge børn og unges interesse og forståelse for naturen og naturfaglige emner. Målgruppen er lærere og elever i 4. - 8. klasse i fagene natur/teknologi, biologi, geografi og fysik/kemi. 

"Når elever skal forklare naturfænomener med animationer, begynder de at reflektere og diskutere, og det er lige præcis det, vi vil have dem til - for man kan ikke fortælle historier, der forklarer noget, man ikke selv forstår," forklarer Signe Ammitzbøll, som har styret dagens event hos Science Talenter.

Projektet 'Animation af Naturens Fænomener' gennemføres med midler fra Nordea-fonden og Viborg Kommune. Projektet løber fra januar 2016 til og med juni 2018.Projektet vil i hele landet:

  • Inspirere og motivere elever i 4. - 8. klasse til øget fascination af - og viden om - naturen og naturfaglige emner, hvor læremidlet er animationer, som eleverne udarbejder sammen.
  • Give lærerne praktiske redskaber til professionelt at understøtte elevernes arbejde med animationer og til at koble gode animationsmetoder med naturfaglig viden.

Projektet er et samarbejde mellem Astra, Naturvidenskabernes Hus, Økolariet, Science Talenter, VIA UC, Centeret for Uddannelse og Animation, Tumblehead og NEUC samt fem lærere fra Houlkær Skole, Bøgeskovskolen og Egeskovskolen i Bjerringbro, Rødkjærsbro Skole og Søndermarkskolen.