Gå til hovedindhold

Science er ikke kun for piger

Girls Day in Science har i mange år været en succes – nu får drengene på utallige opfordringer også deres: Boys’ Day in Science hos Science Talenter i Sorø

På torsdag den 31. august afholdes en inspirationsaften kun for unge mænd, hvor fokus er på, hvordan man kan kombinere en interesse for naturvidenskab med en karriere. Der er fri adgang for unge mænd i 2. og 3. STX/HTX.

”Science Talenter har i mange år haft som Girls’ Day in Science som fast tradition på Videncentret. Det plejer at være et fantastisk arrangement, som vi altid ser frem til. Men mange har efterspurgt et tilsvarende event for drenge. Det har vi lyttet til, og derfor præsenterer vi i år for første gang Boys' Day in Science,” fortæller Nynne Afzelius, talentchef hos Science Talenter.

På programmet er en håndfuld mænd, der har nogle både spændende, skæve og fascinerende uddannelses- og karriereerfaringer, som de gerne vil inspirere de unge mennesker med. Aftenen byder på forskning i lyd, en havbiolog der er gået i land, software-udvikling, exoplaneter, en erfaren læge, bestemmelse af materialers levetid ved hjælp af matematik og meget mere...
Hør bl.a.

  • Niels Elkjær Iversen, DTU Elektro, "Kan man forske i lyd?"
  • Morten Moldrup, ph.d. mikrobiologi, "Biologen i forskning, undervisning og eget firma"
  • Ayrton Massey, software ingeniør, Microsoft 
  • Eske Kvanner Aasvang, dr. med. Rigshospitalet. "Hvorfor skal det gøre ondt at blive rask?"
  • Nicolai Bogø Stabell, DTU Kemiteknik. "Hvordan kan et materiales levetid bestemmes ved matematik?"

Vi vil rigtig gerne synliggøre den mangfoldighed af fantastiske uddannelses- og karrieremuligheder, der er inden for science over for de 2. og 3. STX/HTX’er, som snart skal ud og foretage et uddannelsesvalg,” fortæller Mie Høj, projektleder hos Science Talenter.

”Vi vil vise dem, at det ikke kun er den lige og oplagte vej gennem karrieren, der skaber de spændende muligheder.”

Hennning Haack, geofysiker, ekspert i meteoritter og projektleder hos Science Talenter, er vært for aftenen.

”Vi serverer lækre sandwichs og noget at slukke tørsten med til alle mand. Så hank op i dine venner, og kom til Sorø torsdag den 31. august fra kl. 17 – 20.” lyder opfordringen fra Science Talenter.
 

Fakta

Eventen er gratis og er for alle scienceinteresserede unge mænd, der går i 2. eller 3. STX/HTX.

Eventen finder sted 31. august 2017 kl. 17.00 - 20.00 hos Science Talenter, Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter, Akademigrunden 18, 4180 Sorø.

Læs mere, se hvem oplægsholderne er og tilmeld dig inden tirsdag den 29. august på Boys’ Day in Science

OBS: Vi afholder traditionen tro også Girls Day in Science den 30. august.

Mere information: Kontakt projektleder Mie Høj, Science Talenter, Astra, mbh@astra.dk, 41165400